En kreds af
kammermusik-entusiaster samledes omkring 1910 et sted på Østerbro. De
mente, at deres bydel nu var vokset så meget, at den fortjente at få sin
egen
kammermusikforening. De tog åbenbart ikke fejl, for ret hurtigt meldte
der sig 175 musikglade
mennesker, som ønskede at være med.
Foreningen Østerbro
Kammermusikforening blev stiftet, og åbningskoncerten blev
en stor succes.
Da den første koncert fandt sted i februar måned, kunne man kun nå 3
koncerter
den sæson. Kontingentet blev fastsat til 1 krone pr. koncert, altså 3
kroner i alt den
første sæson. De påfølgende sæsoner lovede man 6 koncerter for i alt 6
kroner. Koncerterne fandt sted i "Østerbros teatersal", som lå i
Ryesgade.
Den første bestyrelse bestod af:
Fabrikant Knud Møller fra det kendte klaverfirma "Hornung og Møller",
fru Fritze Saaby, koncertsangerinden Kirstine Lindemann, Anton Bloch og Louis
Witzansky begge fra det kgl. Kapel. Senere trådte koncertsanger Anders Brems
til.
De medvirkende
blev honoreret fyrsteligt omkring 1930 med 10 kr. hver. Skulle
pianisten også akkompagnere en sanger, fik man 2 kroner ekstra.
Efterhånden blev teatersalen for lille, og man måtte flytte ind til
byen. Knud Møller tilbød sin koncertsal i Hornung og Møllers hus i
Bredgade. Så var man
ikke længere på Østerbro, og derfor ændredes navnet til:
Kammermusikforeningen af 1911
Foreningen
voksede stadig, og det var nødvendigt at finde større lokaler. I mange
år blev koncerterne afholdt i Borups Højskole og flere andre steder, indtil koncerterne i 1994
rykkede ind i Glyptotekets festsal. Dér i den smukke sal og dejlige omgivelser befinder
vi os virkelig godt.
En ganske
særlig betydning fik kgl. koncertmester Julius Koppel, der gennem 44 år
(1960-2004) var foreningens formand. Julius Koppel formåede - støttet af de
forskellige bestyrelser og ikke mindst sin hustru kgl. kapelmusika Else Marie
Bruun - gennem næsten et halvt århundrede at videreføre og udvikle foreningens
virksomhed i en fornem balance mellem de etablerede og de yngre ensembler; og
med et stadigt blik for at repertoiret ved koncerterne skulle undergå en vis
fornyelse, uden at hovedvægten i de centrale, klassiske værker gik tabt.