Historien bag Kammermusikforeningen af 1911

En kreds af kammermusik-entusiaster samledes omkring 1910 et sted på Østerbro. De mente, at deres bydel nu var vokset så meget, at den fortjente at få sin egen kammermusikforening. De tog åbenbart ikke fejl, for ret hurtigt meldte der sig 175 musikglade mennesker, som ønskede at være med.

Foreningen Østerbro Kammermusikforening blev stiftet, og åbningskoncerten blev en stor succes. Da den første koncert fandt sted i februar måned, kunne man kun nå 3 koncerter den sæson. Kontingentet blev fastsat til 1 krone pr. koncert, altså 3 kroner i alt den første sæson. De påfølgende sæsoner lovede man 6 koncerter for i alt 6 kroner. Koncerterne fandt sted i "Østerbros teatersal", som lå i Ryesgade.

Den første bestyrelse bestod af:

Fabrikant Knud Møller fra det kendte klaverfirma "Hornung og Møller", fru Fritze Saaby, koncertsangerinden Kirstine Lindemann, Anton Bloch og Louis Witzansky begge fra det kgl. Kapel. Senere trådte koncertsanger Anders Brems til.

De medvirkende blev honoreret fyrsteligt omkring 1930 med 10 kr. hver. Skulle pianisten også akkompagnere en sanger, fik man 2 kroner ekstra. Efterhånden blev teatersalen for lille, og man måtte flytte ind til byen. Knud Møller tilbød sin koncertsal i Hornung og Møllers hus i Bredgade. Så var man ikke længere på Østerbro, og derfor ændredes navnet til:

Kammermusikforeningen af 1911
Foreningen voksede stadig, og det var nødvendigt at finde større lokaler. I mange år blev koncerterne afholdt i Borups Højskole og flere andre steder, indtil koncerterne i 1994 rykkede ind i Glyptotekets festsal. Dér i den smukke sal og dejlige omgivelser befinder vi os virkelig godt.

En ganske særlig betydning fik kgl. koncertmester Julius Koppel, der gennem 44 år (1960-2004) var foreningens formand. Julius Koppel formåede - støttet af de forskellige bestyrelser og ikke mindst sin hustru kgl. kapelmusika Else Marie Bruun - gennem næsten et halvt århundrede at videreføre og udvikle foreningens virksomhed i en fornem balance mellem de etablerede og de yngre ensembler; og med et stadigt blik for at repertoiret ved koncerterne skulle undergå en vis fornyelse, uden at hovedvægten i de centrale, klassiske værker gik tabt.